Nytårsudtalelse (only in Danish)

Wednesday 15th of January 2020

Wednesday 15th of January 2020



Af Hjalmar Dahl, præsident for ICC Grønland

 

Her ved indgangen til 2020 vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske alle et Godt Nytår og en tak for året 2019.

2020 er et specielt år for ICC. Det er nemlig 40 år siden ICC blev stiftet i Nuuk, som vi naturligvis vil markere i løbet af året.

I efteråret 2019 flyttede ICC til nye og billigere kontorlokaler i Nuuk bymidte og dermed blev mere synlige. Flytningen er en af de konsekvenser som ICC Grønland har måttet tage i forlængelse af de besparelser som er pålagt os af flertallet bag Inatsisartut´s Finanslov for 2020 og overslagsårene frem til 2022. Andre konsekvenser af besparelserne bliver helt naturligt vores internationale engagement i Inuit-samarbejdet og andre nationale og internationale forpligtigelser. Det er naturligvis bekymrende!

På trods af situationen vil vi fortsætte vores arbejde med implementering og styrkelse af Oprindelige Folks Rettigheder gennem FN samt fortsætte vore gøremål i Arktisk Råd.

Følgende er bl.a. indsatsområder vi vil fokusere på i det nye år:

Klima
At nægte ordet ’klimaændringer’ i sluterklæringen fra Arktisk Råds ministermøde i 2019 er et moralsk svigt fra USA’s regering. Klimaændringerne er jo en kendsgerning som alle arktiske folk mærker på egen krop. Derfor er det vigtigt hele tiden at være på vagt overfor de ændringer klimaet forårsager. Vi vil bruge de kommende år med mere information om faktiske og realistiske tiltag klimaændringerne medfører.

Inuit uddannelse
I denne valgperiode (2018-22) skulle der i henhold til Utqiaġvik Erklæringen nedsættes en Inuit Education Committee med medlemskab af de fire ICC regioner. Lokalt har ICC Grønland nedsat en rådgivende uddannelsesgruppe i samarbejde med kommunerne og lærernes organisation, IMAK, som skal arbejde med implementering af anbefalingerne fra Inuit Uddannelseskonferencen i Nuuk tidligere.

Vi er meget forventningsfulde til dette samarbejde og ser frem til udbyttet, som gerne skal være med til at styrke inuit-kulturen gennem udveksling af ideer, viden og erfaring med de andre Inuit-regioner.

Uddannelsesinitiativet faldt i tråd med FN’s Internationale År for Oprindelige Folks Sprog, som officielt blev åbnet i UNESCO´s hovedkvarter i Paris den 28. januar 2019. Således planlægger vi også et folkemøde om dialekter i Avanersuaq hér i det første halvår af 2020. Dette møde bliver en opfølgning af lignende møder vi afholdt i Nuuk og Tasiilaq i 2019. FN´s Generalforsamling har fornyligt vedtaget at videreføre Sprogåret som et Sprogårti som begynder i 2022 frem til 2032.

Mentalt velvære
Selvmord blandt unge er bekymrende stort i hele Arktis. Under ICC Grønlands rejse til Tasiilaq fik vi mere indsigt i problematikken dér, og ICC Grønland uddelte en opmuntringspris til den nystiftede forening ’Tasiilaq Nuan’, hvis formål er at vende situationen i byen på en positiv måde og omverdenens negative fokus på byen. Vi vil naturligvis fortsætte vort arbejde desangående de kommende år.

Sammen med Arktisk Råds arbejdsgruppe for bæredygtig udvikling (SDWG) har ICC været med til at igangsætte et projekt CREATeS og arrangeret workshops med unge overalt i Arktis, inklusive Nuuk i foråret 2019. Formålet med CREATeS er netop inddragelse af lokalsamfundene og disses ungdom i at fremme mentalt velvære for derved at reducere selvmord blandt ungdommen.

Begrænsning af plastikforbrug

Den grønlandske natur betegnes ofte som værende den reneste i verden. Sandheden er imidlertid, at vi oplever en stigende plastikforurening. Derfor er ICC Grønland gået sammen med aktivistgruppen ’Plastic not so Fantastic’ om at afholde en række workshops om emnet. Formålet er at indsamle viden og forslag til at begrænse plastikforbruget og forureningen. Resultaterne skal formidles til Naalakkersuisut og skal understøtte dennes indsatsplan til fremlæggelse under Inatsisartut´s kommende forårssamling, hvor erhvervslivet og alle andre, som er forbrugere af plastik skal involveres.

ICC Grønland er parat til at møde de udfordringer 2020 vil byde os, og vil samtidig gerne udtrykke vores tak til vores mange samarbejdspartnere og venner.

Godt Nytår!

Subscribe to our newsletter