Start 
 
 

ICC Grønland præsidentens velkomsttale

 

Ny ledelse i ICC Grønland

Ved Hjalmar Dahl, ICC Grønlands præsident, oktober 2014

Slutdokumentet under ICC's seneste generalforsamling i juli i Inuvik, Kitigaaryuit Deklarationen, forpligter os alle. ICC Grønland er klar til at løfte opgaven. ICC's nye hovedbestyrelse afholder sit første møde i Nuuk i januar 2015. Der vil der blive lavet en prioritering af opgaver fra deklarationen samt uddeling af ansvarsområder.

Ved valget af den nye bestyrelse udtrykte den samlede grønlandske delegation støtte til Grønlands fortsatte deltagelse i Inuit-samarbejdet, og de udfordringer, som findes i et Arktis i forandring. Vi vil fortsat deltage i Arktisk Råd, FN og andre relevante internationale fora, hvor det er vigtigt at Inuits stemme bliver hørt og taget med på råd. Målet er kort sagt, at fremtidens Arktis også bliver et bedre Arktis for alle Inuit på alle niveauer.

Borgerinddragelse i forbindelse med planlagte råstofaktiviteter vil til stadighed være et vigtigt område, som vi vil fokusere fremadrettet på i samarbejde med WWF Danmark. Jeg håber at vi kan finde nye veje til at fortsætte dette udbytterige samarbejde.

Det er også vigtigt for mig at kommunikere direkte med offentligheden på alle niveauer igennem offentlige informationsmøder til vores lokalsamfund. Jeg håber at det vil være muligt for mig at gøre mere i det i fremtiden.

Og i den nærmeste fremtid vil vi forny vores hjemmeside for at gøre det lettere for alle at finde information om vores arbejde.

Ved ICC's generalforsamling i Inuvik i juli 2014 overdrog ICC's internationale formand gennem de sidste fire år, Aqqaluk Lynge, stafetten til Okalik Eegeesiak fra Canada, som vil være organisationens internationale formand frem til næste generalforsamling i 2018.

Aqqaluk Lynge og Carl Christian Olsen (Puju), som begge har været aktive i ICC på stort set alle niveauer siden ICC's spæde opstart i 1977, valgte samtidig ikke at genopstille til den internationale bestyrelse, hvilket betød at der i ICC Grønland skulle findes nye personer til at løfte opgaven.

ICC Grønland har ved den seneste generalforsamling den 2. maj 2014 valgt Martha Abelsen og jeg til at være de nye medlemmer af ICC's internationale bestyrelse, hvor vi blev indsat under generalforsamlingen i juli. Jeg er nu præsident for ICC Grønland, og Martha Abelsen er vice-præsident.

Herudover består ICC Grønlands bestyrelse af Karl Kristian Kruse, Aqqaluk Lynge, Aili Liimakka Laue, og Nuka Kleemann som tilforordnet.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Aqqaluk og Puju for deres mangeårige og prisværdige arbejde i Inuit samarbejdet.

Velkommen til ICC Grønlands hjemmeside.

Hjalmar Dahl

Præsident for ICC Grønland

ForfatterForfatter
Webmaster@ia.gl