English
Dansk
Kalaallisut

E-mail iccgreenland@remove-this.inuit.org
Tlf +299 323632 

Aqqaluk Lynge's fremlæggelse

Aqqaluk Lynge

Nuuk, Grønland

23. november 2009

Jeg vil gerne takke jer alle sammen, fordi I er mødt op til dagens seminar om ”Menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder i Grønland.”

Det er en stor ære at få lov til at dele mine tanker med jer. Tanker om grønlændernes rettigheder og pligter, og den rolle der skal spilles af både det internationale samfund og den grønlandske regering, hvis vi skal sikre, at vores rettigheder bliver respekterede.

Den organisation, der arbejder med at fremme grønlandsk Inuits rettigheder, og faktisk rettighederne for alle Inuit i Arktis, er Inuit Circumpolar Council, eller ICC. ICC repræsenterer 160.000 Inuit i sager af international interesse; sager om det arktiske miljø og menneskerettigheder. ICC er aktiv i mange internationale organer, som for eksempel det otte nationer-store Arktiske Råd, hvor vi - sammen med fem andre organisationer for oprindelige folk – har fået status som permanente medlemmer. Det betyder, at vi sidder med ved det samme bord som ministre og andre højtstående medlemmer, og vi bidrager til det Arktiske Råds aktiviteter på alle niveauer. ICC er den eneste organisation for oprindelige folk i Grønland og den eneste i kongeriget Danmark. Organisationen spiller en meget vigtig rolle i at påkalde verdens interesse for oprindelige folk og det uvurderlige bidrag, de kan give til den internationale kamp for verdensfred og rigdom for alle.

Inuit Circumpolar Council blev grundlagt for at fremme et samlet Inuit, for at tale for beskyttelsen af det arktiske miljø og for at sikre, at Inuit bliver inddraget i lovgivningsprocesser og i de udviklingsplaner, andre kan have for vores hjemland.

Igennem de århundreder, hvor Danmark regerede over os, måtte grønlandsk Inuit kæmpe for at vinde respekt og anerkendelse som et folk. I 1979 blev Grønland et særskilt område i det danske kongerige og en form for hjemmestyre blev oprettet.

Ved valget i november 2008, stemte vi med et overvældende flertal for større selvstændighed. Den 21. juni 2009 blev Grønlands selvstyre udvidet betydeligt, så også jura, politi og naturressourcer nu indgår under selvstyret. Den danske stat har anerkendt grønlænderne som et selvstændig folk under international lov, og Kalaallisut (grønlandsk) er nu landets eneste officielle sprog. Disse forandringer markerer de seneste skridt mod den fulde uafhængighed af Danmark. 

I vores fortsatte rejse mod selvstændighed og uafhængighed, anerkender grønlænderne, at – set i lyset af de mange udfordringer – afhænger vores mulighed for at opnå en bæredygtig udvikling af vores evner til at samarbejde med det internationale samfund. Et aktivt partnerskab med regeringer, NGO’er og ledere inden for den videnskabelige verden og forretningsverdenen vil kunne give os økonomiske fordele og hjælpe til at sikre, at de fysiske, kulturelle og sociale miljøer i Arktis ikke bliver udsat for uoprettelig skade. Men hvis det skal blive en succes, så må disse partnerskaber baseres på en ægte og gensidig forståelse og respekt for alle menneskers rettigheder og i særlig grad for Inuits rettigheder som et oprindeligt folk.

I løbet af de seneste 60 år er der sket kolossale forandringer i den måde verden ser på og forstår oprindelige folk. Oprindelige folk har desuden selv lært en masse om andre oprindelige folks problemer rundt omkring i verden, og det internationale samfund anerkender også i stadigt højere grad de udfordringer, vi står over for.

I 1965 vedtog FN’s generalforsamling den Internationale Konvention om Afskaffelse af Racediskrimination. I 1997 bekræftede komiteen til afskaffelse af racediskrimination, at den stadig arbejder med overvågning af de deltagende lande, og med at huske landene på, at alle midler skal tages i brug i kampen mod diskrimination af oprindelige folk.

I 1966 vedtog FN’s generalforsamling Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, og heri bliver det fastslået, at ”alle mennesker har ret til selvbestemmelse.” Konventionen erklærer desuden, at ”et folk aldrig må berøves sine eksistensmuligheder.”

I 1975 fandt et historisk møde sted mellem forskellige oprindelige folks ledere fra hele verden. Det blev holdt i Port Alberni i British Columbia i Canada, og her fandt vi ud af, i hvor høj grad vi kunne fortælle den samme historie om undertrykkelse – historien om, hvordan vores sprog blev undertrykt, vores kultur blev stjålet og vores folk blev udslettet. Vi talte om, hvad der skulle til, for at vores kultur kunne trives. Vi delte håb og bekymringer, og aftalte at vi i fremtiden ville samarbejde om at opnå vores fælles mål.

Den Internationale Arbejdsorganisations Konvention 169 blev vedtaget i 1989 og erklærer, at regeringer skal anerkende oprindelige folks ret til ejerskab over traditionelle områder og de naturlige ressourcer, der finde i disse territorier. Kun på den måde kan oprindelige folks økonomiske, politiske og spirituelle interesser beskyttes. Konventionen understreger desuden, at oprindelige folk skal give deres frivillige, tidlige og informerede accept, inden udviklingsprojekter kan godkendes.

I 1992 blev Verdenskonferencen om Menneskerettigheder afholdt i Wien. Her mødtes vi og blev enige om, at vi ville presse på for at skabe et højtstående FN-organ, der kunne sætte oprindelige folk i front og i centrum – indenfor og nær toppen af FN’s beslutningsproces, og ikke i bunden, hvor man bliver tabt i bureaukratiet. I juli 2000 – efter et årtis organiseret og fokuseret arbejde, fik vi endelig etableret FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender (UNPFII), hvor otte medlemmer udnævnt af oprindelige folk, sidder sammen - og er ligestillede - med otte medlemmer udpeget af medlemsstaterne. Tilsammen har disse 16 medlemmer lyttet til tusinder af individer fra oprindelige folk og organisationer, der samles i FN’s hovedkvarter to uger hvert eneste år. Det Permanente Forum vedtager beslutninger og anbefalinger, der bliver fremlagt direkte for FN’s Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), som derefter informerer generalforsamlingen. 

Siden 1983 har oprindelige folk fra hele verden arbejdet sammen med FN’s medlemsstater om at udarbejde Deklarationen om Oprindelige Folks Rettigheder. Efter en masse kompromiser og svære forhandlinger, fandt vi endelig frem til det udkast, der blev vedtaget af Rådet for Menneskerettigheder i juni 2006. Herefter gennemførte USA, Canada, New Zealand, Australien og den russiske føderation et massivt lobbyarbejde, der skulle få de afrikanske lande og andre til at stemme imod deklarationen med den begrundelse, at der var brug for yderligere undersøgelser. Deklarationen eneste formål er, at oprindelige folk i hele verden skal have det samme, som alle andre folk allerede har – adgang til land og ressourcer, for eksempel. Så endelig, i september 2007, blev deklarationen vedtaget af FN’s generalforsamling. Det var en kæmpe sejr, som vi også fejrede på behørig vis, men kampen for at komme hertil var både lang og smertefuld. Der blev faktisk indgået så mange kompromiser for at få FN’s generalforsamling til at implementere deklarationen, at mange oprindelige folk ikke længere ville støtte den, og en del lande afholdt sig helt fra at stemme.

Der er stadig en lang og besværlig vej foran os. Det vil kræve en stor og langvarig indsats for oprindelige folk og deres støtter at sikre, at oprindelige folk kan deltage som aktive medspillere i det internationale system, og at oprindelige folks rettigheder, rolle og deltagelse bliver fuldt anerkendt og indarbejdet i det internationale partnerskab.

Oprindelige folks kamp for at kunne deltage i nationale og internationale politiske systemer har været præget af store forhindringer. I meget lang tid blev oprindelige folk i det store hele ignoreret af regeringer og industrier, selv i beslutningsprocesser der omhandlede vores lande og territorier. Igen og igen blev beslutninger om politik og udvikling taget hen over vores hoveder. Vi havde ikke noget at sige. Og beslutningerne fik ofte uønskede og nogle gange katastrofale konsekvenser for vores uddannelse, økonomiske udvikling og kulturelle udfoldelsesmuligheder.

I 1977 inviterede Iñupiaq-lederen Eben Hopson fra den nordligste del af Canada en lille gruppe Inuit fra Grønland og Canada til et møde, hvor de kunne snakke med Inuit fra Alaska. De fandt ud af, at de delte det samme ønske om en samlende organisation, og sammen skabte de Inuit Circumpolar Conference, der i dag er kendt som Inuit Circumpolar Council eller ICC, som en organisation, der kunne repræsentere alle Inuit.

Inuit er ét folk. Vi strækker os fra geografiske områder i Grønland over det arktiske Canada og Alaska og til kystregionen i Chukotka i Rusland. Vi tæller 160.000 mennesker, vi har ét sprog, deler een kultur og går til problemerne i vores arktiske miljø på samme måde. ICC blev ikke kun skabt for at fejre og nære det Inuit-sammenhold, som vi i hundredvis af år ikke engang var opmærksomme på eksisterede på grund af de kunstige grænser, der er blevet trukket mellem os – men også for at repræsentere Inuit i internationale sager om miljø og menneskerettigheder. Vi vidste godt, at den slags emner skulle behandles i et kollektiv – og særligt i den arktiske region.

Siden grundlæggelsen har ICC brugt sin rådgivende status ved FN og sin rolle som permanent medlem af det Arktiske Råd til at fremme den internationale interesse for Inuit. I dag nyder Inuit samme rettigheder som alle andre, som de er vedtaget i FN’s Charter. Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, Wien-Deklarationen, Rådet for Menneskerettigheder, det Arktiske Råd og Organisationen af Amerikanske Stater. Inuit nyder desuden godt af de rettigheder for oprindelige folk, som er blevet anerkendt af FN's Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender, FN's Ekspertmekanisme for Oprindelige Folks Rettigheder og FN-deklarationen om Oprindelige Folks Rettigheder (UNDRIP) fra 2007.

På trods af det internationale samfunds øgede anerkendelse af Inuits rettigheder som et oprindeligt folk, står vi stadig over for nogle kæmpe udfordringer, der truer selve vores eksistensgrundlag.

Grønland er under forandring, og det sker i et tempo, der aldrig er set magen til tidligere. De beslutninger, vi skal tage i løbet af de næste få årtier, vil få en kæmpemæssig indflydelse på vores overlevelse og vores identitet som et oprindeligt folk.

Problemet er, at mange af vores beslutninger bliver taget på grundlag af andre landes skiftende interesser, værdier og prioriteringer i stedet for at være baserede på den inuitiske kulturs traditionelle værdier. Hvis vi skal bygge vores fremtid på et solidt fundament, så må vi først forstå, hvem vi er, og hvem vi har været som det, der både lokalt og internationalt anerkendes som et oprindeligt folk. Vi skal stille de svære spørgsmål, der handler om, hvem vi vil være i fremtiden, om vores rettigheders natur og om alle levende væsners rettigheder. Vi skal sikre, at vores beslutninger og det internationale samfunds beslutninger er velinformerede og formede af en forståelse for vores kultur, vores traditionelle viden, vores rettigheder, vores ansvar og vores identitet som et oprindeligt folk. Og så skal vi skabe meningsfulde og gensidigt respektfulde partnerskaber med videnskabsmænd, politikere, forretningsledere og andre oprindelige folk, så vi kan møde de udfordringer, der venter både vores samfund i Grønland og hele det internationale fællesskab.

I dag findes der forskellige institutioner i Grønland, der udfører både videnskabelige undersøgelser og undervisningsaktiviteter, der kan være relevante i denne sammenhæng, men der eksisterer ikke nogen organisation i Grønland, der alene er dedikeret til at tage sig af sager af national og international politisk relevans for oprindelige folk og med udgangspunkt i den traditionelle grønlandske kultur og oprindelige folks rettigheder; vores rettigheder som mennesker – vores menneskerettigheder. Der er et stort behov for at få stillet og besvaret de svære, etiske spørgsmål, der handler om Grønlandsk Inuits overlevelse, velbefindende og rettigheder som et oprindeligt folk. Der er også et stort behov – og særligt blandt de unge mennesker – for en bedre forståelse af den grønlandske kultur, den traditionelle Inuit-viden og for de måder, traditionerne kan bruges til at finde en styrke i kampen med de udfordringer, der findes i dag og dem, der venter os i fremtiden. Det er vigtigt, at Grønlandsk Inuit finder en stemme på den internationale scene, og at vi finder en måde at bidrage til verdenssamfundet med vores særlige ekspertise. 

For at imødekomme disse behov har ICC Grønland forpligtet sig til at udvikle et Arktisk Center for Menneskerettigheder. Centret vil komme til at spille en essentiel og helt unik rolle i forhold til både de grønlandske og internationale beslutningsprocesser ved at sætte skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af oprindelige folks samfund og de bidrag, oprindelige folk kan give til hele planeten og dens beboeres velbefindende.

Der burde ikke herske nogen tvivl om, at grønlænderne er et oprindeligt folk med en lang tradition for at tilpasse sig forandringer i såvel de fysiske som i de sociale omgivelser. Grønlænderne besidder desuden et stort lager af traditionel viden og derfor en enorm kapacitet, der kan bruges til at bidrage til internationale løsninger på globale problemer. Vores regering skal favne Deklarationen om Oprindelige Folks Rettigheder, den skal bruge deklarationen til at sikre, at vores rettigheder, ansvar og vores identitet som et oprindeligt folk får indflydelse på alle beslutninger, der bliver taget på vores vegne. På samme måde skal regeringen indgå i partnerskaber med andre regeringer, samfund, eksperter og oprindelige folk om at imødekomme de udfordringer, som vi vil komme til at stå over for i fremtiden.

 

Grønland har længe udgjort et lysglimt af håb for oprindelige folk over hele verden. Landet er en inspiration for andre oprindelige folk, som længes efter muligheden for at udøve deres ret til selvbestemmelse og genvinde den selvstændighed, de havde, før de blev kolonialiserede. 

 

Den grønlandske regering bør påtage sig rollen som verdensledere, når instrumenterne til gennemførslen af oprindelige folks rettigheder skal implementeres. Jeg vil gerne give en direkte udfordring til den grønlandske regering i dette spørgsmål, ligesom jeg gerne vil udfordre det grønlandske folk til at holde regeringen ansvarlig i denne sammenhæng. Grønland bør med det samme underskrive FN’s deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder og andre relevante, internationale aftaler, som for eksempel, Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Biodiversitet og ILO konventionen 169 (som blev ratificeret af Danmark i 1996, efter Grønland var blevet hørt). Medlemmerne af vores regering bør gøre sig selv bekendte med artiklerne i FN’s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder, ligesom de bør sikre, at de rettigheder, der bliver beskrevet i deklarationen også bliver respekteret i vores land.

 

De tidligere beskrevne instrumenter til opretholdelse af menneskerettighederne fastholder retten til selvbestemmelse og regeringens ansvar for at indhente frivillig, tidlig og informeret accept fra oprindelige folk, inden der bliver vedtaget udviklingsprojektet i deres territorier. Grønlands regering er forpligtet til at indhente frivillig, tidlig og informeret accept fra de samfund, der vil blive påvirkede af udviklingsinitiativer og -projekter. Jeg håber, at den grønlandske regering vil udvise lederskab ved at sikre, at disse principper ikke bare blive opretholdt, men også støttet og videreudviklede. 

 

Den grønlandske regering bør desuden tage initiativ til at lede verden i miljømæssig sammenhæng, hvor end der er behov for ægte bæredygtige tilgange til den økonomiske udvikling. Inuit har levet i Arktis i årtusinder. Vi skal udvikle os på en sådan måde, at også de fremtidige generationer kan leve et sundt og rigt liv. Hvis et samfund, fangerne eller de ældre sætter spørgsmålstegn ved bæredygtigheden i et udviklingsprojekt, så skal vi lytte til dem og forlange, at industrien øger deres miljøstandard.

 

Efterhånden som vi bevæger os ind i en usikker og udfordrende fremtid, vil ICC Grønland fortsat spille en ledende rolle i promoveringen af Inuits og oprindelige folks rettigheder på internationalt plan. Vi vil desuden udfordre Grønlands regering til at overveje, hvordan politik og handling i Grønland også påvirker Inuit i Canada, Alaska og Rusland, og hvordan det påvirker oprindelige folk i hele verden.

 

Mange tak.