English (United Kingdom)
Dansk
Kalaallisut

E-mail iccgreenland@remove-this.inuit.org
Tlf +299 323632 

Kommentarer om klimaforandringerne og øget dialog

Pressemeddelelse, 6. november, 2014

af Hjalmar Dahl, ICC Grønland præsident

Kursen er sat! Vi bevæger os mod fire graders global opvarmning. Men FN's Klimapanel og FN's Generalsekretær Ban Ki-moon har dog bevaret en vis optimisme dersom staterne står sammen om en juridisk bindende aftale ved næste års COP 21 i Paris. Det er bl. a. signalet under FN's Klimamøde i København.

Vores natur bliver forstyrret

Det store postyr om klimaforandringerne er reel, fordi det er stærkt forstyrrende for naturen, miljøet, samfundet og alt andet der berører os hér i Grønland. Dyr og planter, såvel på land som i havet, og dermed hele det arktiske økosystem, er truet fordi hverken dyr eller planter kan nå at omstille sig til ændrede klimatiske forhold så hurtigt. En anden følgevirkning er truslen fra den øgede indvandring af fremmede dyrearter i det arktiske økosystem. Selveste vores nationale symbol isbjørnen kan gå hen og blive udryddelsestruet fordi havisen forsvinder i foruroligende fart.

Mulige og skræmmende følgevirkninger

Inuit Circumpolar Council (ICC) har i mange år forsøgt at gøre verdenssamfundet opmærksom på den arktiske katastrofe, som lurer lige bag industrilandenes CO2 fest. Men igen og atter engang blev vi først hørt da klimaforandringernes realiteter nåede frem til industrilandenes egne fordøre i form af ekstreme vejrsituationer og stigende risici i form af global forhøjet vandstand, tørke i andre dele af verden, og så lige alt det andet uvæsen som følger, bl.a. sygdomme, hjemløshed og mulige væbnede konflikter.

I Arktisk Råd og de mange undergrupper har ICC altid været en aktiv medspiller i at kortlægge de arktiske realiteter og været med til at finde løsninger. Det indebærer ikke at Arktis skal være et naturreservat, men at de løsninger, som også gerne skulle indeholde en vækst, sker på forsvarlige vilkår og på et bæredygtigt grundlag.

Vigtigt med dialog og oplysning

Vi i ICC ser frem til, at COP 21 i Paris bliver en succes og bliver stedet, hvor den juridiske bindende aftale bliver indgået. Ikke blot os i Arktis har noget at frygte, hvis staterne heller ikke denne gang kommer overens.

Men i mellemtiden vil ICC da gerne opfordre den danske regering og Selvstyret til at indgå en tættere dialog om forskellige tilpasningstiltag for bl.a. fiskeriet, som jo allerede nu mærker ændrede fiskeriforhold. Endvidere ville det være oplagt at samarbejde om en udvikling af infrastrukturen for at styrke den økonomiske udvikling i landet. En helt særlig problemstilling er dog, at vores natur er vores mad, og derfor er der behov for en helt særlig indsats på dette område. ICC foreslår en omfattende oplysningskampagne omkring klimaforandringernes ændringer i vores økosystem, og dermed forandringerne i adgangen til de levende ressourcer, og i sidste ende hvad det kan have af konsekvenser for vores helbred mv.